Om Mozambique

Befolkningens antal: Cirka 31 millioner (2023)
Landets størrelse: 801.590 kvadratkilometer
Kystlinje: Cirka 2500 kilometer langs Det Indiske Ocean
Klimazoner: Tropisk klima i nord og langs kysten, subtropisk klima i syd
Befolkningens beskæftigelse: Primært landbrug, men også fiskeri, minedrift og industri
Geografi: Flodrige områder, høje plateauer og kystnære lavlande
Eksport: Kul, aluminium, naturgas, rejer, fisk, træ, cashewnødder
Import: Maskiner, udstyr, køretøjer, brændstof, kemikalier
BNP pr. capita: Cirka 490 USD (2023), hvilket gør landet til verdens 5. fattigste.
Gennemsnitlig levealder: 62 år.
To ud af tre mozambiquere er unge under 25 år. Arbejdsløsheden blandt dem er tårnhøj – angiveligt 50 procent.

Før portugiserne kom

Før portugisernes ankomst i det 15. århundrede, var området, der nu er Mozambique, beboet af forskellige bantu-talende stammer, som drev landbrug, fiskeri og handel. Fra det 9. århundrede blomstrede swahili-kystkulturen. Bystater langs kysten, såsom Sofala og Mozambique Island, blev centrale knudepunkter for handel med guld, elfenben og slaver, med forbindelser til Arabien, Indien og Persien. Afrikanere og arabere stod for denne handel med mennesker.

I hænderne på portugiserne

Portugisiske opdagelsesrejsende ankom til Mozambique i slutningen af det 15. århundrede, og landet blev en portugisisk koloni i 1505. Portugiserne etablerede handelsstationer og forter langs kysten, og i det indre oprettede de plantager og miner. Kolonistyret var præget af udnyttelse og tvangsarbejde.
Portugal administrerede Mozambique stramt, og landets ressourcer blev primært brugt til fordel for Portugal; et af Europas fattigste lande. En væsentlig indtægt til at drive landet, var udbytningen af mozambiquerne.
Modstanden mod kolonistyret voksede gennem årene, og i 1964 begyndte FRELIMO (Frente de Libertação de Moçambique) en væbnet kamp for uafhængighed.

Frelimo ved magten fra 1975

Mozambique opnåede uafhængighed fra Portugal den 25. juni 1975, og FRELIMO blev det regerende parti med Samora Machel som den første præsident. FRELIMO etablerede en socialistisk enpartistat støttet af Sovjetunionen, Kina, østeuropæiske og nordiske lande. Landet blev forsøgt moderniseret gennem nationaliseringer og uddannelsesreformer. Men landet blev hurtigt kastet ud i en borgerkrig mod RENAMO (Resistência Nacional Moçambicana), en oprørsbevægelse støttet af apartheid-regimet i Sydafrika og konservative kræfter i Rhodesia (nu Zimbabwe). De to lande, der byggede deres styre på apartheid og racisme, ville forhindre, at et socialistisk land skulle få succes og dermed kunne støtte frihedsbevægelserne, henholdsvis ANC og Zanu/Zapu.

Sådan er det gået

Efter borgerkrigens afslutning i 1992, blev der indført en ny forfatning i 1990, og de første frie valg blev afholdt i 1994. Siden da har FRELIMO bevaret magten. I 2000 ramte den dødelige cyklon Eline landet og forårsagede omfattende ødelæggelser og tab af menneskeliv. I 2004 blev Armando Guebuza valgt som præsident, og hans administration fokuserede på økonomisk vækst og bekæmpelse af korruption. I 2010 blev Mozambique ramt af cyklonen Favio, som også forårsagede alvorlige skader.

I 2013 blussede konflikterne mellem FRELIMO og RENAMO op igen, men en fredsaftale blev underskrevet i 2019. I 2015 blev Filipe Nyusi præsident, og under hans ledelse blev der gjort betydelige investeringer i naturgasprojekter i Rovuma-bassinet længst mod nord i landet. En lovet økonomisk vækst udeblev, da den såkaldte »tunskandale« afslørede voldsom stor korruption, der indvolverede regeringsmedlemmer. Mod nord er befolkningen overvejende muslimsk. Mange har ladet sig radikalisere i frustration over, at de enormt store gasforekomster ikke som lovet har haft en effekt på den lave levestandard, tværtimod. Siden 2017 har der været regulær krig anført islamistiske oprørsgrupper i den nordlige provins Cabo Delgado.

I 2019 ramte cyklon Idai og Kenneth landet, hvilket resulterede i omfattende ødelæggelser og humanitære kriser. På trods af udfordringerne har Mozambique oplevet økonomisk vækst, primært drevet af naturgas og mineraludvinding. Senest har landets håndtering af COVID-19-pandemien og fortsatte konflikter i nord været centrale fokusområder for regeringen.